“Your body is precious. It is our vehicle for awakening. Treat it with care.” ~ Buddha

Vores kroppe er ikke ukuelige kampmaskiner, vi kan kun presse dem til et vist niveau, før de begynder at sige fra og give os kamp til stregen, med det liv vi lever. Jeg burde vide det…

For nogle år siden sagde min krop fra, jeg fik (ud af det blå) en diskusprolaps i min lænd, jeg blev sat helt ud af spil. Jeg var ikke længere i stand til at varetage mit daværende job. Jeg arbejdede med markedsføring på et kontor 1 times kørsel væk fra mit hjem. Blot tanken om turen i bilen fik mig til at tude og kroppen til at spænde op.

Men hvad så… Jeg brugte lang tid på at kæmpe, jeg ville tilbage til den Jeanet, som jeg var inden kroppen sendte mig til tælling. Den version af mig, hvor jeg levede uden betydelige smerter, hvor jeg kunne træne hårdt både cardio og styrke, den version hvor det var mig som bestemte og ikke smerterne i kroppen. Jeg var fortvivlet og ked af det, jeg vidste ikke længere hvem jeg var eller hvad jeg skulle/kunne med mit liv. Jeg boksede på livet løs for at udvide mine rammer og vende tilbage, men alt der skete var, at de blot strammede sig endnu hårdere omkring mig.

Jeg fandt med tiden ud af, at jeg var nødt til at stoppe med at kæmpe. Jeg havde mistet mit job, hvilket på flere måder var ok, men det var stadig hårdt, fordi det ikke var mit valg. Jeg var nødt til at acceptere min nye tilstand og prøve at få det bedste ud af det.

Jeg havde gennem mange år savnet at arbejde med mennesker, så måske var dette min mulighed for at komme tilbage på min rette hylde. Men det er så nemt at være bagklog.

Mine smerter blev ikke bedre trods adskillige fagpersoners indblanden i min genoptræningsproces. Jeg følte ikke de lyttede til mig. Mig som efterhånden var blevet ret god til at lytte og forstå min krop. Jeg var ikke enig med min krops måde at gribe tingene an på, men det er en anden sag :-)

Da jeg i lang tid havde fulgt læger, fysioterapeuter og andet fagpersonales velmenende råd, måtte jeg trække stikket, da jeg ikke følte det hjalp mig.

Jeg tog mig god tid til at spørge min krop, hvad den ønskede af mig. Svaret var tydeligt, jeg skulle slappe af, acceptere min nuværende tilstand og begynde at navigere inden for mine nye rammer. Dette skulle vise sig, at være vejen frem for mig. Det er pisse svært, når jeg er vant til at kunne klare alt selv og ikke være begrænset af smerter i min krop. Jeg fandt dog min vej tilbage til en ny og mere bevidst og oplyst version af mig selv. Den lille djævel bor stadig i mig, men han får ikke så meget taletid længere. Jeg arbejder meget med mit mentale helbred ved at ændre mine holdninger, være mere opmærksom, mærke lykken, øve selvkærlighed samt at spørge ind til hvad min krop vil.

Når vi er stresset og kæmper mod vores kroppe, går vi langsomt i stykker. Vis din krop kærlighed - den gør alt i dens magt for at hjælpe dig. Nogle gange skal den også bare have lidt hjælp fra dig. Og hvad kan du så selv gøre for at hjælpe den? Det vender jeg tilbage til i næste blog.

Jeg vil så blot slutte af med at sige, at jeg mener grundlæggende ikke at noget kommer “ud af det blå”, uden grund eller forvarsler - men det kan føles sådan til tider. Enten fordi vi har glemt at lytte, måske ikke forstået tegnene eller endnu ikke kodet, hvad læringen var af det skete. Måske giver dine udfordringer også mening for dig en dag.