Dag 12 - 2019 udfordringen

IMG_3349.JPG

Grib din notesbog, blok eller et stykke papir. Sæt dig et par realistiske mål for 2019 hvad sundhed og helbred angår. Noget du virkelig inderligt ønsker at følge – ikke bare fordi du har læst det er sundt, men fordi du bare VED, at det ville gøre en kæmpe forskel for netop DIG.

Og det er kun dig, der kender det rigtige svar på det.

VÆLG DET, TRO PÅ DET, GØR DET, MÆRK DET.

Når vi sætter mål er det gavnligt, at have kendskab til SMART modellen, den vil hjælpe dig med at nå dine mål.

Når vi taler om et SMART mål, så mener vi faktisk:

  • Specifikt

  • Målbart

  • Ambitiøst

  • Realistisk

  • Tidsbestemt

SMART modellen er fem dimensioner, som vi skal tage højde for, når vi sætter os et mål, så vi kan svare JA til følgende:

Er mit mål SPECIFIKT?

Det er vigtigt, at dit mål er meget specifikt og konkret formuleret. Hvis du har for brede eller for løse, så er det umuligt for dig at vurdere, hvornår du har nået målet.

Er mit mål MÅLBART?

Bestem dig fra starten for, hvad der er succeskriteriet for dit mål. Det skal være let at konkludere: Nu er mit mål nået.

Er mit mål AMBITIØST?

Er du tilfreds med situationen, når dit mål er nået, eller burde du faktisk være mere ambitiøs? Hvis du allerede nu ved, at målet er for let at nå, så sæt ambitionen op. Det gør succesoplevelsen større. Men husk ikke at sætte barren alt for højt – du har brug for succesoplevelserne!

Er mit mål REALISTISK?

Dit mål skal være realistisk. Hvis du har sat målet før og ikke har nået det, så start med at finde ud af hvorfor.

Er mit mål TIDSBESTEMT?

Sæt en deadline for dit mål. Det er afgørende for din motivation for at nå det. Med en fast deadline kan du både planlægge og koordinere din indsats.

Så nu spørger vi igen: ”Har du et SMART mål?”

Hvis du kan svare JA til alle fem spørgsmål herover, så har du et skarpt mål, som du kan begynde at jagte. Men hvordan er det lige, at du finder motivationen, det handler om at finde din indre motivation frem og bruge den aktivt i processen.

Sådan holder du motivationen gennem de hårde tider

Det kan være hårdt at nå sine mål og ligesom du vil have dage, hvor det hele bare glider, og du nærmer dig målet med hastige skridt, så vil der også være perioder, hvor det bare går i stå, panikken breder sig og målet forsvinder som en prik i horisonten. Det er her du skal kæmpe, og din brændende motivation skal være med dig.

Hvad er fordelene ved at nå dine mål?

Hvis du skal nå dine mål, så er det vigtigt, at du er motiveret. En god måde er at skrive alle fordelene op på en liste.

Skriv fordelene ned

Hvad enten du formulerer en drømmesætning, laver en fordelsliste eller noget helt tredje, så skal du være konkret. Beskriv hvordan dit liv vil være, når du er i mål. Jo mere konkret du beskriver fordelene, jo bedre vil de kunne motivere dig, når du skal gå vejen fra tanke til handling.

God fornøjelse med din målsætning :-)

Selvkærlighed…

Dag 11 - 2019 udfordringen