Behandlingen
Inden behandlingen
Når du kommer til en behandling hos mig, starter vi med en kort snak, hvor du fortæller om din problemstilling, og jeg stiller uddybende spørgsmål til din problematik og historik.
Selve behandlingen er helt oliefri, og i behandlingen arbejder jeg på hele kroppen for at optimere fri gennemstrømning i blodkredsløbet, lymfesystemet og musklerne, så kroppen kan genfinde sin optimale bevægebane, balance, og den derfra bliver i stand til at hele og regenerere sig selv.
Under behandlingen
Du ligger på briksen i dit undertøj med et tæppe på under behandlingen. Du er selv en aktiv part i behandlingens tilgang til massage og kropsterapi. Du bliver udfordret på, hvordan du trækker vejret og samarbejder med din krop i stedet for at modarbejde den. Det er en af de helt store forskelle fra andre klassiske massageformer, hvor du ligger passivt på briksen.
I behandlingen har du medansvar for effekten. Jo mere du kan slippe dit åndræt, jo dybere kan vi sammen arbejde med din krops spændinger og sætte smerten og kroppen fri af gamle overbevisninger.
Behandlingen afsluttes evt. med en kort samtale, hvor du kan stille spørgsmål, og jeg komme med input til, hvordan du kan forebygge dine spændinger i dagligdagen enten gennem øvelser eller ting du kan være bevidst om i dit møde med dine omgivelser.
Efter behandlingen
Da vi effektivt går ind og arbejder med dine spændinger i muskler, sene hæftninger og led, kan der i dagene efter en behandling forekomme ømhed. Det er helt normalt og kan sammenlignes med ømheden efter en omgang sund træning og motion. Sørg derfor for at drikke godt med vand, fordi det giver kroppen de bedste betingelser for at udskille de affaldsstoffer, der er blevet frigjort under behandlingen.
Har du gennem længere tid ignoreret din krops signaler, kan det efter behandlingen føles som om, at dine symptomer forværres. Det skal du ikke være bekymret over, da det er en helt normal efterreaktion på behandlingen, fordi kroppen arbejder videre i dagene efter.
Ømheden kan nogen gange mærkes i 2-3 dage efter og nogle gange længere. Du kan desuden opleve en psykisk/følelsesmæssig reaktion alt afhængig af, hvad vi har arbejdet med.
Min behandling skal ikke nødvendigvis træde i stedet for anden medicinsk behandling, men den er et godt supplement til eventuel medicin eller samtaleterapi. Et behandlingsforløb hos mig skaber en erkendelse omkring årsagen bag dine problemer både fysisk og mentalt, samt hjælper til, at kroppen genfinder balance og dens regenererende evner bliver forstærket.
Dit udbytte af en behandling
Min måde at behandle på skaber en kædereaktion mellem de emotionelle, mentale og fysiske energier hos dig. Det at møde og turde slippe en fortrængt følelse, gør dig i stand til at bruge dine mentale ressourcer mere konstruktivt, så du ikke længere behøver at bruge tankekapacitet på, fx hvad andre tænker om dig, hvad kommer der til at ske eller andre følelsesmæssige blokeringer der fratager dig handlekraft, overskud og ro i din beslutningsproces
Du slipper for at intellektualisere over dine følelser, hvis du ikke kan sætte ord på dem, fordi du under en behandling får lov til at mærke dem og give slip på dem fysisk. Ved at skabe en større opmærksomhed omkring din krop og dine følelser, vil du opleve at blive mere grounded omkring dig selv, dine følelser, dine tanker, din mentale kapacitet og personlige værdier. Det giver dig et fysisk overskud, fordi kroppen og åndedrættet kan bevæge sig mere frit. Det giver dig en større ro, selv i hektiske situationer, og giver dig bedre muligheder for at handle i overensstemmelse med dine personlige værdier. Den bevidsthed skaber et fantastisk fundament at træffe beslutninger ud fra, og giver dig mere handlekraft. Du bliver i stand til at skabe en bevidst forandring i dit liv, der gør en forskel!