Jeg arbejder rigtig meget pt med at rumme og vise min egen sårbarhed. En sårbarhed som kommer meget til udtryk for tiden, hvor jeg arbejder med ting dybt inde i mig❤️

En klog kvinde sagde nogle ord for lidt tid siden, som virkelig ramt mig.
Hun sagde noget i stil med;
Vi kigger på andre, som viser deres sårbarhed, som blotter sig for dem omkring dem og tænker, hold op hvor er de modige og stærke.
Men når det kommer til os selv, så føler vi os svage, hvis vi viser sårbarhed!

Og i guder hvor har hun dog ret - jeg tænker, at der er flere derude end mig, som kan nikke genkendende til denne følelse!

Hvad gør at det er så svært at rumme, vise og give udtryk for vores sårbare jeg?

Hvordan kan det være at, vi føler, at vi altid skal være stærke? Og hvad er det i grunden at være stærk!

Føler vi os blottet, svage, ikke gode nok eller hvad er det, som sker?

Er det os selv eller andre, som sætter disse “normer” og forventninger, som styrer os?

Hvordan har du det med at vise din sårbarhed?