Dag 9 - 2019 udfordringen

Dagens udfordring - Positive bekræftelser

Hvad er nu det?

I dag tror jeg næsten vi alle ved, at alle vores følelser stammer fra vores tanker. 
Vi er altså selv med til at sætte en dagsorden for hvordan vores dag og vores liv skal blive. Negative tanker giver os bekymringer og dræner os for energi og ressourcer. Positive tanker fordrer os med glæde, begejstring og ny energi. 
Man kan sammenligne sine tanker med software, der downloades. 
Hele vores sind og vores krop reagerer på de programmer, vi vælger at hente ned. Skrev jeg ’vælger’? Ja, det gjorde jeg! 

Hver dag ER et valg. Videnskaben har talrige eksempler på mennesker, der har overlevet de mest uhyrlige ting alene ved at insistere på at tænke positivt. Mennesker fanget i livstruende sygdomme, terminale patienter der alligevel, trods alle odds, har rejst sig og forladt sygesengen alene ved at tro på helbredelsen i tanke, tale og handling.
I disse år smelter religion, tro og videnskab sammen, pludselig forstår vi hvorfor det vitterligt virker at sige sine ønsker og drømme højt og ikke mindst vælge, at tro på at de sker.

De ’positive bekræftelser’ er altså med til, at vi sætter en scene for vores dag. Beslutter os for at der venter godt nyt forude, at vi er stærke, seje, sunde og har styrken til at træffe de rigtige valg.

De tanker vi tænker
…er en meget vigtig og stor del af vores velvære, trivsel og sundhedstilstand. Den måde vi tænker på, både bevidst og ubevidst vil have en afgørende effekt på den måde, vi føler lige her og nu. Og det vi føler lige her og nu, vil have en afgørende effekt på alle vores handlinger. Både gode og dårlige vaner er direkte forbundet med vores måde at tænke og føle på.

Det er egentlig meget enkelt:

Tanke + følelse + handling = RESULTAT.

Ubevidste tanker er langt de stærkeste. De kan ”trigge” vores handlinger og ofte være fundamentet for vore bevidste tanker. Den gode nyhed er: De kan begge ændres og om-programmeres. Det kræver blot et bevidst valg, øvelse og opmærksomhed hver eneste dag. Vi skal have downloaded ny software.


Hvad er dine overbevisninger lige nu? Hvad tænker du om dine vaner? Hvad med din sundhed og dit helbred? Hvad tænker du om din energi og vitalitet? Din ældningsproces? Hvad tænker du om sygdom? Hvad tænker du om DIG? Og hvad vil egentlig være bedre for dig at tænke? Tænk lidt over det…

Og så har vi alle de ord vi taler og siger til os selv
Vi skal holde mindst lige så meget øje med de ord, vi siger, som vores tanker. De er meget mere betydningsfulde end vi tror. Går vi rundt og siger, at livet er hårdt? Det er svært? Jeg er altid træt? Taler du hele tiden om dig selv i negative vendinger? Pas på – for hvad du siger bliver din virkelighed. Tal altid pænt, selvkærligt og anerkendende til og om dig selv og se, hvor stor en forandring det hurtigt bringer ind i dit liv. 
Jeg har i flere omgange af mit liv arbejdet med positive bekræftelser, og må hver gang erkende, at det har en vanvittig stor effekt. Vi kan “hjernevaske” os selv både i en positiv og i negativ retning. Valget ligger hos os selv.
Den niende dag skal hjælpe os med at sætte gang i de positive bekræftelser. Hvis du ikke er vant til at tale højt til dig selv – kræver det lidt vane. Men det er vigtigt at tale højt. Positive tanker bliver hurtigt mudret sammen med alt det andet, der kører rundt i vores hoved. Og det vi siger højt. har vi det med at huske. Vi hører det jo selv og vi har formuleret os med omtanke.

Jeg havde den anden dag en skøn mantra meditation, hvor jeg gentog en positiv bekræftelse 108 gange. Det kan i starten føles mærkeligt, det er blot ord - men stille og roligt kommer den kropslige fornemmelse. Den lille glæde og positive følelse indeni kroppen, der hvor vi begynder at mærke og tro på ordene.

Sådan gør du
Start med at finde din vigtigste sætning, når den er fundet/sat sammen. Så start hver dag med den. Sig den højt i sengen eller foran spejlet i badeværelset. Gentag den evt. i bilen eller på cyklen på vej til job. Gentag den i løbet af dagen om muligt og snup så også lige et par stykker før du sover – når du ligger i din seng.

Bud på positive bekræftelser:

  • Alt er godt!

  • Det bliver en fantastisk dag!

  • Der kommer til at ske så mange gode ting!

  • Jeg føler mig frisk og stærk!

  • Min krop er stærk og hver dag får jeg det bedre og bedre!

  • Jeg har en masse energi og glæde i min krop!

  • Jeg ser fantastisk ud!

  • Jeg har det helt fantastisk!

Du kan sammensætte din helt egen unikke og personlige sætning, den som føles helt rigtig indeni dig.

Det er umuligt at føle noget negativt, når man taler højt positivt. Og vores hjerne vil lappe det gode budskab i sig og forberede vores krop på alt det gode, der skal ske…

Jeg ønsker dig en fantastisk og skøn dag <3

Dag 10 - 2019 udfordringen

Dag 8 - 2019 udfordringen